Mission, vision og strategi

Mission

Toresholms mission er:

  • At støtte og vejlede botilbuddets beboere, således at disse får mest muligt indflydelse og medbestemmelse på eget liv.
  • At den enkelte beboer har et hjem som opleves roligt, stabilt og trygt. Et hverdagsliv i vekslen mellem daglige gøremål og fritid. 

Dette indebærer på den ene side, at der arbejdes med brugerinddragelse og – indflydelse, og på den anden side, at der arbejdes med udvikling af medarbejderens faglige og pædagogiske kompetencer.

 

Vision

Toresholm arbejder på basis af følgende vision:

  • At være et velfungerende og socialpsykiatrisk botilbud til mennesker med psykiske og/eller cerebrale lidelser.
  • Kontinuerlig fokus på at udvikle botilbuddets pædagogiske metoder.
  • At dokumentere og synliggøre opnåede resultater.
  • Bevare og udvikle samarbejdet med visiterende kommuner.
  • Inddrage og samarbejde med beboernes pårørende og netværk i det omfang beboeren ønsker.

Toresholms målsætning.

Der arbejdes målrettet med afsæt i beboerens behov og ønsker for eget liv.

Indfaldsvinkel til arbejdet er synet på det individuelle menneske, med sine særegne behov og egen livshistorie. Det er Toresholms overbevisning, at det er i samspil med andre mennesker, at beboeren kan udvikle sig social, fysisk og psykisk ved daglig kontakt og samtale. Af samme grund er det Toresholms målsætning, at yde praktisk og pædagogisk støtte og vejledning i social kontakt i så hjemlige omgivelser som muligt.

I forbindelse med denne målsætning har alle mennesker på Toresholm ansvar for egne handlinger. Toresholms opgave er således at støtte og vejlede beboerne sådan, at beboernes egne ønsker og behov bliver synliggjort. Det overordnede perspektiv i arbejdet med beboeren er således en psykosocial rehabilitering gennem relationer mellem mennesker.

 

Toresholms strategi.

Strategi er udtryk for bevidste valg og prioriteringer af mål og delmål og er de veje vi vil gå, for at følge vores mission og nå vores vision.

Derfor er vi i vores strategiarbejde optaget af følgende:

 

  • Målgruppesammensætning – for at være et velfungerende og trygt botilbud, tager vi udgangspunkt i den eksisterende beboersammensætning, når der visiteres nye beboere, herunder funktionsniveau, habitus, adfærd og diagnose. Således at målet om en så harmonisk gruppe som muligt indenfor rammerne kan opfyldes, til gavn for alle. Derfor har vi en procedure omkring visitation, herunder målgruppevurdering, fysisk møde, afstemning og match, så både borger, sagsbehandler og Toresholm har de bedste forudsætninger for at træffe et valg, der kvalificerer overgangen til indflytning.

 

  • Personale – ”Toresholm, et godt sted at arbejde”. Vi er optaget af kvalificering og høj faglighed, viden, kompetencer, færdigheder og et sundt arbejdsmiljø. For at være et velfungerende og trygt botilbud, er personalets kompetencer og faglighed, samt Toresholms arbejdsmiljø vigtige komponenter. Vi arbejder derfor fokuseret med fælles faglig uddannelse, psykologisk tryghed, løbende supervision, kurser, videndeling og konkret implementering. Derudover; onboarding-rekruttering og fastholdelsesprocedure, sociale og faglige arrangementer, der understøtter arbejdsfællesskabet i teamet.

 

  • Profilering – ”Toresholm, et godt sted at bo”. Vi samarbejder med beboerne om, at de deltager i daglige aktiviteter enten i fællesskabet eller ude af huset. Vi fordrer meningsfuldhed for den enkelte, struktur og forudsigelighed. Vi bruger vores smukke natur aktivt, således er naturterapi, pasning af bostedets dyr, friluftsliv, dyrkning af grøntsager, kreativt værksted, madlavning, motion, træ og metalværksted, behandlingsture i ind -og udland en del af livet/opholdet som beboer på Toresholm. At have noget meningsfuldt at udfylde sin dag med i et fællesskab med andre, ser vi bidrager positivt til vores målgruppe. Vi profilerer os på hjemmeside og sociale medier, med løbende billeddokumentation og beskrivelser af ovenstående.